Rygterne om kanon fiskeri med Amigo ud fra Bagenkop havde længe svirret på Facebook, så forventningerne var store. Nu er ikke alle mand på Facebook, så ikke alle var klar over at det var tungt grej og store pirke der skulle i brug, men det gik da.
Om morgenen havde vi lidt svært ved at finde Amigo, men heldigvis er Bagenkop Havn ikke verdens største så det lykkedes. Vi skulle gå et godt stykke for at komme ud til båden, men så var vi jo ligesom varmet op !!
Det tog ca. 50 minutter at sejle ud til de steder hvor skipper Dennis Møller mente der var torsk, så der var tid til at få betalt og rigget grej til samt få en lille en til ansigtet.
Vejret var i den grad med os med næsten havblik og kun lidt overskyet hvilket senere på dagen blev til solskin.
Dennis forklarede os der ikke havde prøvet den slags fiskeri før hvad det gik ud på og det var meget nemt !! En tung pirk på uden ophængere og andet sjovt til at sænke farten mod bunden hvor torskene står i små buler. Og så nogle gevaldige hiv op med pirken og så håbe på man fangede en torsk på den ene eller anden måde !!
Det er noget med at sejle meget rundt og lede og så lige pludselig være klar, når bulen var der. Det kneb for nogen at finde det morsomt i længden 😉
Men der kom torsk om bord og store torsk. Mikael, vores nye medlem lagde for med en torsk lige under de 10 kg.
Så var det vores gæst Allan Birk fra OSK der tog dagens første måler på 11, 5 kg.
Torsk i den størrelse vælter jo ikke bare op på dæk hele tiden, men så var det godt der også kom andre som de 2 fine torsk på 8,75 kg og 7,0 kg som Svend Erik Gommesen fangede.
Og sørme om det ikke blev undertegnedes tur til at fange sin allerførste måler og endda klart over med 12,0 kg.
Varslet om den store havde dog været der i form af en torsk på 9.0 kg. Så blev det Preben Hansen tur til at komme ind i kampen med en torsk på 11.750 kg.
Keld Hansen beklagede sig lidt over sin beskedne fangst på 1 torsk, men da nr. 2 kom blev smilet større for det var en måler på 12,0 kg.
I alt blev der fanget 37 torsk og det lyder ikke af alverden og det var da heller ikke alle der fangede lige meget, men de torsk der kom på dæk var alle fine torsk. Undertegnede var den eneste der fik brugt sin kvote på 7 torsk og jeg måtte endda købe lidt kvote af en kammerat for i alt blev det til 8 torsk med en samlet vægt på 45 kg. 🙂
Peter Madsen havde været så flink at sponsorere lidt præmier som gik til dem med de største fisk 🙂 Ingen af torskene kunne desværre deltage i Saltvandsklubbens konkurrencer, da de ikke var fanget helt efter klubbens reglerne 😉
En stor tak til skipper Dennis for et stort arbejde med at finde bulerne og gaffe alle vores torsk.
Og tak til alle deltagerne for en god tur 🙂
Niels Jensen